Følgende er skrevet af fhv. gårdejer Peter Clausen, Blomesgård i Kettingskov. Peter Clausen vidste utrolig meget om den lokale historie og har skrevet mange beretninger ned herom. Her følger hans grundige gennemgang af Kettingsskovs tilblivelse og historie. Den er skrevet i 1987.

Gravhøjene
Vi ved, at landet er
bleven til efter istidsperioden. Isbræerne har dannet toppe og dale
og smeltevandet sunde og
bælte – og her er Als ingen undtagelse. Vi ved også,
at der har været
mennesker her i umindelige tider. Vores gravhøje – vor
altovervejende største
seværdighed her i byen, bærer jo vidnesbyrd om 5 – 6.000
år tilbage. Foruden en
gravplads oppe i udkanten af skoven, ligger der ikke
mindre end syv
gravpladser samlet i midten af skovens nordlige side – to
langdysser og tre
runddysser. Et sjældent smukt skue for den, der er
oldtidsinteresseret. Alle
gravpladser ligger med åbningen vendt mod sydøst.
De blev restaureret år
1936 under ledelse af konservator J. Rabler, Nationalmuseet med
hjælp af museumsinspektør
J. Raben Sønderborg og med stor interesse fra egnens
befolkning (ikke mindst
snedker J. Mejer). Selv Danebods elevhold fulgte ivrigt
med. Den største
langdysse er 53 m lang, 12 m bred og 1,5 m høj omkranset af 34
kantsten. Det største
gravkammer har en overligger, der er 4 m lang, 2,5 m bred
og 1,25 m høj – en
kæmpesten. Ned mod stranden ved den høje pynt ligger
Rytterkulen, der er ikke
meget tilbage af den (havet tærer jo hårdt på
Østkysten). Om den ved
man i grunden kun, at svenskerne brugte den som
lejrplads under
Svenskerkrigen i 1600tallet – nærmere 1658.
Oprindelig har de folk
der færdedes her været nomader uden fast bosted og levet af jagt,
fiskeri og skibsfart. Vi
må huske på, at store dele af østsiden på Als var
bevokset med skov. Da
menneskene efterhånden fandt ud af at jorden kunne
dyrkes, begyndte de at
lave faste bosteder, og vi får tingsteder med
bebyggelser rundt omkring
op ad øen. Det var ved 800tallet at kristendommen kom
til Danmark. Kong Harald
Klak lod sig døbe i Ingelsheim ved Maintz, tilskyndet
af Ludvig den Fromme i
året 826. En munk ved navn Ansgar rejste med herop, og
gjorde en stor indsats
som første apostel i Danmark. Han fik dannet menigheder
forskellige steder op i
Jylland og fik bygget en kirke i Hatteby, én i Ribe og
én i Aarhus – alle af
træ, som der ingen rester er af mere.
De første navne
Det må formodes, at
kristendommens udvikling har gået langsomt de næste par hundrede
år. Først i det elvte- og
tolvte århundrede tog udviklingen fart, og så
begyndte kirkebyggeriet.
Vi ved, at Ketting kirke er bygget omkring 1150. Forud
for byggerierne har vi
haft sognedannelsen, der strakte sig fra hav til hav
tværs over øen.
Ved den tid har Gammelgård
ligget der som et stort gods med et jordtilliggende på omkring
1500 tønderland (sikkert
bygget omkring år 1000). Ved den tid er oprettet de
små landsbyer Tovrup og
Pennesholm – mest som små kådnersteder, og Kettingskov
gør vist ingen
undtagelse. Nu er navnet Kettingskov helt illusorisk, for det
rigtige navn var
Svelstrup. Chr. Knudsen udleder navnet fra den hedenske tid ud
fra afguden Odin, der
havde tilnavnet Cevel – en hård og barsk gud, og ud fra
dette, har han sat navnet
i forbindelse med det bakkede og meget ujævne terræn.
Dette navn har fulgt byen
helt op til 1600tallet.
Om Gammelgård ved jeg kun
iflg. J Bromand, at der i 1300tallet var en ejer ved
navn Nommensen, og at den
i samme århundrede blev solgt til Bendix Sture – ejer
af Helvedgård (Østerholms
slot). Den sidste besidder af Sture slægten hed
Thomas Sture, han var
tillige amtmand i Sønderborg. Han døde i 1563. Han
overlod midt i ’50erne
Gammelgård til sin svigersøn Hans Blome til Sedorf gift
med datteren Cathrine
Marie. Om ham siges der, at han gav navnet til skoven
Blomeskoppel, og at han
tillige byggede et tårn i det lille skovparti lige vest
for Blommesgård. Der
findes endnu svage rester af voldgravene og et fredet
område på henved 100 m2.
År 1584 solgtes Gammelgård til hertug Hans den Yngre,
søn af Christian den
tredje og Dorothea. Han var gift med Elisabeth fra
Braunschweig, hun døde 36
år gammel og havde inden da født ham 14 børn. Moren
sørgede for, at han fik
forbindelse med en svigerinde og 1588 blev han gift
anden gang med Agnes
Hedvig fra Anholt, 15 år gammel – yderligere 9 børn.
Først ved den tid
begyndte man at sige i skoven og derefter Kettingskov. Dette ændrede
forholdene betydeligt,
thi Hans den Yngre var meget jordbegærlig, han købte
adskillige større gårde
(Mjelsgård, Meletgård (Hjortspring), Rønhavegård,
Avnbøllund m.fl., men han
var ihærdig nok til at tilegne sig begge landsbyer
Tovrup og Pennesholm
foruden et boel og to kådnersteder i Svelstrup. Dette skete
omkring år 1600. Efter
den tid var byen hernede slemt isoleret. Dengang
Asserballe kirke blev
bygget (ca. 1250) ville Svelstrup ikke med, om det var en
vis stædighed? Snarere
mener jeg, at de dengang følte sig mere bundet til
arbejdet over Gammelgård,
og var de end ikke stavnsbundne, så var de bundet ved
fæstebreve, der
efterhånden var til stor gene, men til gavn for herremændene,
der derved skaffede sig
billig arbejdskraft, man siger, de gik på hovarbejde.
Disse forhold blev først
afskaffet ved lov 1848, dog sådan at der blev lagt en
prioritet på ejendommen,
som normalt skulle forrentes og afbetales over 15 år.
Skole og indlemmelse i Asserballe sogn
År 1693 var der en del
boelsmænd og kådnere, som skaffede sig stolestader i Asserballe
kirke på grund af den
kortere vej. Men år 1741 indgik der et supplikalum
(bønneskrift) fra
samtlige 43 husstande. Det blev imidlertid afvist af pastor
Reenberg With med den
begrundelse, at de aldrig havde betalt nogen kirketiende.
Sagen var den, at alle
kirkelige handlinger skulle foregå i Ketting kirke,
hvortil de også skulle
betale deres tiende.
Efter den periode var
Kettingskov ret isoleret. Der skulle gå næsten 100 år, inden der
igen blev indgivet en
ansøgning om optagelse i Asserballe sogn, men denne gang
direkte til kongen, og
kancelliet gav da den besked, at sagen skulle forelægges
ved næste vakance. Det
skete altså i året 1860. Men samtidig med denne
ansøgning år 1817
ændredes hele skoleordningen. Mens Asserballeskov byggede
skole i 1750erne omme ved
bageren, begyndte Kettingskov skolegangen ca. 1760,
men uden en rigtig
skolebygning, det var i det nuværende Andersens hus. Som
første lærer nævnes
Rasmus Hansen Harboe, født 1737 og død 1817.
Harboeslægten er efter
sigende kommen fra Fyn til Svenstrup som præstefamilie og en slægtning
derfra igen til
Kettingskov. R.H. Harboe var en meget dygtig lærer – god til at
fortælle. Han holdt skole
om vinteren, og mens børnene hjalp hjemme om
sommeren, foretog han
udenlandsrejser endda helt til Grønland. Denne
Harboeslægt har holdt til
i Kettingskov mest som snedkere, men hvis I husker
kustode Hans Harboe, min
skolekammerat, så vil I genkende fortællerevnen. Altså
i året 1817 gik
Asserballeskov og Kettingskov sammen om at bygge en skole i det
sydlige hjørne af
Asserballeskov. Den stod færdig i år 1822 og kaldtes
”Christiansværk”.
Opførelsen af denne skole var nok begyndelsen til indlemmelse
i Asserballe sogn.
Veje og steder
Når vi ser bort fra
hovedvejen: Østkystvejen der er bygget 1932,
så begyndte den gamle
hovedvej på Peerhøj, drejede om ad Myrbjergvej til
Ertebjerg. Med en vej fra
Myrbjerg og ned til Thorshavn og en vej fra Peerhøj
og ned til Lyøboslejning
indkredser Kettingskov Blommeskobbel.
Der har fragammel tid
ligget 5 gårde i landsbyen: Sandergård – Kaadsgård, Svelstrupgård,
Myrbjerggården og lidt af
den sydlige vej til Thorshavn, Mortensensgård. Flere
af dem har været i samme
slægt gennem lange tider. Det gælder Sandergård, hvor
nu kun stuehuset er
tilbage, og det gælder ikke mindst Svelstrupgård, som for
ca. 100 år siden er
flyttet et lille stykke til en bedre beliggende plads.
(Se de billeder vi har
kunnet finde af disse gårde sidst i artiklen) Her
findes ophav tilbage til
1660. Ganske vist er der forskydninger i
jordtilliggende. Det
gælder især Sandergården, der er kun stuehuset tilbage.
Bemærkelsesværdig er
også, at der hos Oskar Madsens ejendom har været skrædderi
med 6 – 7 beskæftigede i
forrige århundrede i skrædder Wulfs tid.
Når hertug Hans den Yngre
nedlagde et boel og et par kåd i Kettingskov, har det været
vanskeligt at finde ud af
det. Alene i Pennesholms jorder, der grænser tæt op
til vor ejendom, er der
fundet rester af munkesten og andet byggemateriel.
Hvorvidt det er rester af
det boel, eller om det er en omtalt junkergård af J.
Raben, ved jeg ikke.
Jeg har med vilje undladt
at nævne Blomsgård. Den er af nyere dato og må absolut nærmest
kaldes en partskøbt
ejendom. Dens tilblivelse er ret interessant. Da Wertemine
i året 1773 blev bygget
som ladegård til Gammelgård, blev der 2 huse i Træholm
(jordparcellen lige nord
for), der skulle skaffes af vejen. De tilhørte to
plovfogeder (ålskarle),
der hed Mathias Matzen Kryder og Chresten Leimand. På
frivillig basis fik de en
akord lavet med hertugen af Augustenborg (han købte
Gammelgård år 1733), så
de kunne flytte ned til skoven – den ene i Pennesholms
jorder, den anden i
Blomeskobbel. De fik tildelt hver 12 td. Land og træ fra
skoven, samt 100 kørsler
og 550 Mark hver, og så kunne de ellers gå i gang. Det
ene af dem er det
nuværende Blommesgård, der i tidens løb er blevet forstørret
ved indlemmelse af flere
indersteder og anden jord. Den oprindelige akord har
jeg liggende endnu –
meget interessant. Om Kryders sted kan kun siges, at det
er endt med at blive en
skøn beboelse på toppen af Myrbjergvej, beboet af Kurt
og Gerda Ehlers.
Om Wertemine kan kun
siges, at den hørte under Kettingskov kommune den gang, vi havde de små
kommuner. Navnet
fortælles der om, at det fremkom ved, at hertugen fremhævede
sin gemalinde – Wert ist
min Mine.
Den dag i dag ligger
Kettingskov ret uberørt af den nyere tids udvikling i en smuk natur,
og det tør håbes, at den
fortsat må bestå i samme format. Og så er vi jo heller
ikke Kettingskovboer for
ingenting. Her er endnu en gammeldags høkerforretning
fra 1869 som betjenes af
ejeren, Cathrine Hygebjerg, 84 år gl.
Peter
Clausen 1987.








